Officiel klubside for Ford T Nørder
Vinter opbevaring af Ford T

Vinter opbevaring af Ford T

Forbered dig og gå trygt vinteren i møde

– og du ikke bliver mødt med unødvendige ærgrelser til foråret.

Det vigtigste

Det vigtigste er, at din Ford T står tørt – gerne med 40-55 % relativ luftfugtighed – så gør det ikke noget, at det fryser.

Er det ikke muligt, så find et sted med langsomme temperaturudsving – fx underjordisk garage, stenlade eller muret garage. Er der tendens til fugtig luft, hvor bilen skal stå, så sørg for rigtig god ventilation – jo mere jo bedre.

Har man ikke andre muligheder, kan en kondens fri garage være løsningen – det er en slags ventileret telt, som man sætter bilen i. Teltet sikrer, at kondens ikke kan sætte sig på bilen. Kondensfrie garager fås typisk fra ca 4.000 kr.

Kondens er metallernes fjende nummer 1 under vinteropbevaringen

Kondens spiller derfor en rolle for mange af de problematikker, man bør overveje i forbindelse med vinterklargøringen. Kondens kan opstå, når fugtig luft rammer en overflade, der er koldere end luften. Når luften tæt på den kolde overflade køles ned, kan luften rumme en mindre mængde fugt – og den overskydende fugt sætter sig på overfladen som kondens. Typisk vil kondensen fordampe igen, når temperaturen stiger.

Vil man undgå kondensproblemer, skal man sørge for en maksimal relativ luftfugtighed på 60% – under denne grænse kan jern ikke ruste. Har man bilen stående varmt – dvs. over 15 grader – er der sjældent kondensproblemer. Alternativt kan man kombinere en lavere temperatur med en affugter.

Leif Munck, Veterandele.dk